2023 et år med dårligt nyt, men hvad sker der med 2024

2023 bød på dårligt nyt. Dårligt vejr. Krige, terrorangreb osv.

Krigen i Ukraine kørte videre. Rusland er ligeglad med sine borgere, så de kaster bare soldater ind og når de er lemlæstet eller døde, så finder de nogle nye. Vi kan kun sende våben-sending efter våben-sending ind til Ukraine. Det virker lidt håbløst og måske skal vi istedet finde plads til alle dem i Ukraine, som ønsker et godt liv, hvis Rusland vinder?

Hamas angreb Israel som havde givet lov til at terror-bevægelsen fik penge og angrebet kom kun overraskende for dem som ikke havde deres gang på børsen for der blev tjent gode penge af dem der brugte deres insider-viden til at spekulere økonomisk i at et sådan angreb ville finde sted.

Hamas som på papiret fik deres del af det palæstinensiske selvstyre til at køre bedre end på Vestbredden hvor Israel har tilladt bosættere at slå sig ned og skyde dem der boede der i forvejen stort set uden konsekvenser. Hvis en flok danskere rejste til Sverige eller Holstein for at slå sig ned og dræbe civilbefolkningen blot fordi det engang var Danmark, vil det så ikke være terrorisme?

Det ene overgreb retfærdiggør ikke det andet. Det var en grusom ting Hamas fik sat gang i. Om et decideret folkemord på civilbefolkningen i Gaza kan retfærdiggøres på den baggrund, må de internationale domstole afgøre.

Jeg ved ikke hvorfor Israel har valgt at svække de mest fredelige fraktioner blandt palæstinenserne og i det skjulte lade de mest ekstreme vokse sig stærke. Det må eftertiden forske i. Lige nu gider jeg ikke at åbne for TV-avisen, for det handler som genopstandne aflivede mink som nu gør skade på Randers egnen, overgreb i Gaza og en uendelig krig i Ukraine, når de engang imellem ikke kommer ind på at USA render rundt på plejehjemmene for at finde dem som skal styre landet.

Istedet handler det for mig om at bekymre mig om hvordan vi får reddet Sydhavnen. Metro M4 vil åbne. En masse mennesker med penge har købt sig ind i vores smukke gamle arbejderkvarter. Det må de gerne for min skyld, men de skader det miljø vi har hernede. De siger at mændene og kvinderne som hang ud på Mozarts plads støjer og råber, når de sidder og nyder et par øl. Vi taler om det fineste eksempel på en fusionskultur hvor mange med Grønlandsk baggrund på den smukkeste vis fremstiller at de har opnået det ypperste af det potentiale de er født med.

Synd, hvis det skal fordrives fra Mozarts plads fordi man vil appellere til de nyrige, der er flyttet ind i kvarteret. Det er denne bydel som leverede dem som arbejdede i København. Ikke alle slipsedyrene som kommer ind i deres store SUV-biler og forurener. Biler, som de siger at de er nød til at købe fordi klimaændringerne har forvandlet vejene i hele hovedstaden til ren offroad.

2024 er også året hvor vi må undvære Store Bededag. Det er ikke et stort tab for Lester og mig, for vi er nu begge blevet pensioneret. Vores største bekymring er om kvarteret ændres så meget at vi måtte vælge at forlade København til et sted i provinsen. Min slægt kommer fra Assens. Vi er ikke til Shakespeare for når man på Fyn begynder at anvende udtryk som blodhævn, så kommer til på grund af vores dialekt til udvikle sig til en slags komedie. Men måske vender jeg tilbage dertil, hvis Sydhavnskvarteret bliver endnu mere ødelagt på grund af Metroens ankomst. Store Bededag vil dog koste for de mange unge, som ikke kan klare tilværelsens stress mere. Mange bliver førtidspensionister i en ung alder. Man har forsøgt at sende dem på arbejde i en time med taxa-betalt og det var til gavn for de ansatte på forvaltningerne, men ikke for samfundet som helhed. Det er måske spild af liv at så mange bliver pension, men når de manuelle jobs skæres ind på grund af IT og AI, så er der ikke plads til dem som har det svært ved at bruge albuer og godt kan svære stilethælen ud i øjet på dem der ligger ned uden at føle skyld over det.

En god nyhed har jeg dog erfaret. I USA har man noget man kalder “Wilderness therapy”. Det var en popsmart måde at tvinge unge, der ikke var kyniske nok til at få succes i livet til at få det. Det er en slags overlevelsestur for teenagere, hvor nogle af de unge dør engang imellem. Kanal 5 havde et indslag om konceptet for nogle år siden. Efter kun 2 dødsfald er en af disse steder som går ved navnet “Trials Carolina” nu blevet lukket af myndighederne. Normalt skal der flere dødsfald til. Er der en smule godt nyt på planeten inden at vi alle bliver oversvømmet af den uendelige mængde regn som falder over Danmark for tiden? Kun tiden vil vise det.

Jeg har lidt håb for 2024, men det ligger på et lille sted.

Når du ikke er pæn nok til dine nye naboer

Novo Nordisk placerede en stor fabrik i Måløv. Mange jobs – hurra for det.

Problemet var udsigten. De rige direktører der kom på besøg, kunne se at naboerne ikke passede så godt ind i et strømliniet image.

50 år før havde en gårdejer begyndt at udleje jordlodder til folk fra København, der ville have en pause fra byens støj og larm. Over årene var der opstået en lille oase hvor cirka 100 mennesker gik og dyrkede nogle grøntsager.

Kolonihaveområdet som det så ud før storkapitalen rykkede ind og fjernede det.

Men så besluttede den daværende borgmester Ove Dalsgaard at stedet skulle være genstand for industri og moderne vækst. Der var ikke længere plads til den lille oase.

Det kom til retssager og så ofte før tabte den lille mand. Folk ryddede deres små huse og gik hjem for at synge hen i deres lejligheder. De fleste er nok væk nu. Idag er der kun en sump. En sump som Novo købte nogle år senere så de kunne pleje deres image og fremvise grønne marker fra direktionslokalet.

Endnu et lille lokalområde forsvandt. Små jævne mennesker som simpelthen ikke var pæne nok til deres nye naboer. En tidligere beboer skrev:

Vi har længe været klar over, at Ballerup kommune smed os ud af Havekolonien Højengen på et falsk grundlag. Vores haveforening blev jævnet med jorden – INGEN har fået erstatning for de huse de tvang os til at bygge, og alle de penge og arbejde vi hver især har lagt i vores haver, for så 2 år efter at melde ud at vi skulle lukkes ned. Haveforeningen havde ligget der i over 50 år. Vi havde en advokat, der selv forsynede sig fra haveforeningens kasse – samme advokat har senere fået frataget sin bestalling, af ANDRE årsager. Under retssagen – kunne kommunen pludselig ikke huske, de aftaler der var indgået, vi fik konstant nye sagsbehandlere, som igen og igen skulle sættes ind i sagen.
Ingen af os fik første tilbud om at købe grunden, da den i sin tid blev købt af kommunen af den tidligere ejer
Vi er alle helt almindelige mennesker der havde ingen eller helt almindelige jobs og som elskede vores lille skæve paradis med en sø og gamle træer. Vi har længe haft mistanke om, at Ballerup kommune har brugt mange af deres millioner på forarbejdet på at få det stykke jord – der var nemlig ikke andre muligheder for at udvide virksomheden.

Jytte Mølgaard Jensen

Kilder:

• Luk ikke paradis (Ekstra-Bladet)
• Novo køber byggegrund for 48 millioner (Building Supply)
• Kolonihaveretssag i gang (TV2 Kosmopol)
• Østre Landsret: Kolonihavelejere skal ud af deres huse (TV2 Kosmopol)

Det var 2022

Når jeg kigger tilbage på 2022, så kigger jeg tilbage på et forfærdeligt år.

Netop som vi troede at verdenen kunne komme sig over pandemien, så kom der en krig til som udhulede lønningerne for os almindelige mennesker og ydelserne for mennesker som Lester.

Nu er det ikke et spørgsmål om hvad der kommer på bordet, men om der kommer noget på bordet.

Det er kort og godt gået ned af bakke og livet har nok snart ikke så mere til os. Vi må fokusere på det nære.

Vi har trods alt noget familie tilbage og Lester har stadig materiale fra gamle dagbøger til flere noveller baseret på afdøde familiemedlemmers oplevelser. En ny novelle omkring hans Onkel Viggo, der døde i 1990’erne udgives her i December og her er handlingen henlagt til Hamborg lige efter krigen. Jeg har læst passager og finder fortællingen grænsesøgende men som med alt der skete i Lesters onkels liv, var det grænsesøgende.

På den personlige front kan jeg sige at mit virke på arbejdsmarkedet er i sit efterår. Heldigvis. Det er blevet svært at trække sig ud af døren når kroppen ikke vil mere. Et eller andet sted så er arbejdet et frirum. Det kan være at jeg vil søge en deltidsstilling på et kontor da jeg ellers vil synge hen.

De nye rige som flytter ind i vores kvarter kan ikke lide hvis vi gamle som har været ude og tjene til livet, nyder livets efterår i hinandens selskab på en bænk i området. Vi skæmmer landskabet og deres livsbillede af succesrige nyrige i jakkesæt og Prada, der nyder en overbetalt kop kaffe på en cafe.

Så det vil være et isoleret liv i lejligheden hvor dagens højdepunkt vil være at se trafikken køre forbi ude på gaden. Er det et liv I ville leve? Nej!

2022 var året hvor alt kom til at koste mere. Vi er stoppet med at se familien. Det er blevet for dyrt at starte bilen og køre ud af byen. Vi sender mails og billeder. Vi skal teste lidt Zoom, så vi kan ses på den måde.

Billeder på en skærm. Det er ikke det samme som at ses live, men det er vilkårene når man lever i hver sin by 60 km fra hinanden. Så er transport i Danmark for dyrt.

Vi køber alt bortset fra dagligvare online. Vi overvejer at gøre det samme med dagligvarer. Butikkerne vil sikkert gerne have os til at handle hos dem, men når de har sat parkeringsvagter op til at checke om man holder 2 millimeter forkert, så sender man også et signal om at man faktisk ikke vil have kunder og det budskab har vi accepteret så vi bliver væk. Der er masser af Netbutikker, som gerne vil os.

Lester er noget plaget. Alt for mange år på landevejene og rejsende i forbindelse med hans arbejde har sat sine spor. Han er glad for at have fundet en vej som amatør-forfatter selvom det ikke giver 50 øre i indtægt. Så går tiden lettere når han skriver og han mærker ikke sine smerter så tydeligt.

Der var ikke så mange ting man kunne sige om 2022. Vil 2023 blive bedre? Jeg tillader mig at tvivle nu hvor 2020’erne har budt på en stor skuffelse efter den anden. Det som ser ud til at virke, er at se indad og ignorere hvad der sker udenfor landets grænser når det er så store udfordringer her. At vende ryggen til verdenen og sige nej-tak hver gang nogle vil samle ind til noget og ringer på døren, er faktisk rigtigt godt.

Vi må se hvad jeg skriver når 2023 er ovre. 2022 var faktisk ikke noget at skrive om.

Godt nytår!

Når nyrige møder gammel formue

I dette nye årtusinde hedder det Cloud. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige om det. Da jeg var kontorassistent og aktiv på jobmarkedet begyndte man at frygte elektron-hjernerne som kunne sende os alle ud i arbejdsløshed.

Det skete jo aldrig. Nu har virksomhederne stort set intet eget IT, men det handler alt sammen om GDPR, hvor data sendes hen og så selvfølgelig cloud.

Hvordan har alt det med opsættelse af et basketball net gøre?

Jeg har jo tidligere skrevet om hvordan at borgere i København bliver jagtet væk fra deres gamle kvarter. Hvordan folk ikke må side på gaden og drikke de øl, de har drukket gennem hele deres liv fordi deres kvarter blev invaderet af nyrige som synes at de oprindelige beboere lugter, støjer og generelt ser grimme ud. Særlig området omkring Mozart plads i Sydhavnen herinde i København er ramt af denne konflikt.

Men også ude på landet ser vi den slags konflikter. I mange små byer på Sjælland ser man hvordan stigende boligpriser har presset selv velstående mennesker ud af København og ind i de små provinsbyer, hvor man bare lever på en anden måde. Her er mennesker som med rimelighed har kunnet sige at der på deres vej har hersket stilhed når vejens beboere er gået ned til stationen og har taget toget til København. Der er ikke tale om folk der har oplevet en kort periode med ro under pandemien og nu ønsker at dræbe selve byens liv med bar og natklubber der fester natten lang som de altid har gjort, men derimod hårdtarbejdende folk som har arbejdet og derefter har siddet ude i haven for at nyde de lyde som naturen giver dem.

Når så folk kommer inde fra København og har arbejde hvor nok så mange Atea-skandaler ikke har sat en stopper for virksomhedernes eksistens, så glemmer de at de ikke bor i Hellerup eller Charlottenlund, men er flyttet ud til et område hvor værdierne er anderledes.

Her blev virksomhederne ikke drevet med henblik på at få pumpet dem op så kapitalfondene kunne købe dem og tabe penge på dem. Her bliver man ikke imponeret over de store armbevægelser, ligegladhed med regler som f.eks. at bygge en garage om til hjemmekontor blot fordi man kan uanset hvad byggeregler måtte sige om det eller at sætte en basketball kurv op som rager ud over kørebanen på en vej som man ikke ejer.

Ja. Der er nok noget Jantelov over det. Nogle som ikke har gået på universitet og har fået bachelortitler, men derimod har drevet virksomhed og måske har brugt årevis på aftenskole for kun at få den noget efterhånden spildte Merkonom titel som ingen regner for noget mere, kan ikke forstå at de nyrige kommer ind med deres store biler og totalt tilsidesætter ejendomsret.

En konflikt som jeg har hørt om gennem mit frivillige arbejde i DPoC foregår i en stationsby ved en sø på Sydsjælland. Her byggede man for et årti siden et nyt villa-kvarter på en stor grund der har tilhørt byens gamle mølle. Udstykningen gik vist ikke helt efter planen. En lokal sælger for en byggefirma stod for salget af grunde og de juridiske dokumenter var mangelfulde, så køberne slap for at betale for fuld kloaktilslutningsafgift. Den måtte sælgeren udrede. Også vejen blev et problem. De nye villa-ejere ville have en kvalitet som inde i København, mens sælgeren som havde købt ydelsen hos et medlem af den lokale loge mente at kvaliteten var i orden.

Vejen blev aldrig overtaget af den nye grundejerforening, men man levede med det.

Husene blev bygget, der blev købt og solgt huse. En IT-direktør fra København kom til og indrettede hjemmekontor i garagen uden at søge tilladelse hos kommunen. Dyre biler fyldte op i indkørslen da der ikke var plads i garagen og senere også ude på vejen. De oprindelige beboere så igennem med det. En skolelærer som troede at han stadig var en slags autoritetsfigur flyttede også ind.

Her må jeg lige knytte nogle ord om netop dette folkefærd. I gamle dage ude på landet var de en slags autoritetsfigur, men Folketinget knækkede Folkeskolen og fik den til at bryde sammen takket være Folkeskolereformen. Siden har dette hverv været til grin og det kan idag i en dansk Folkeskole godt taget 20 minutter at få ro i klassen for når forældrene ikke respekterer faget, så gør børnene selvfølgelig heller ikke. Er der noget i vejen med det? Nej. Egentlig ikke. Det er kun magtsyge politifolk som kan have det synspunkt at der er ordrer eller regler som ikke er til debat. I Danmark anno 2022 må det være sådan at vi snakker om alt. Det hedder innovation og god HR.

Tilbage til sagen med basketballnettet. IT-direktøren fra København med alle de fine biler fortsatte med at bryde alle regler. En dag satte direktøren et basketball net op. Godt nok stod foden på grunden, men nettet ragede ud over vejen og det medførte konflikt for pludselig var der støjende børn på vejen til gene for renovation og andre der måtte have ærinder på vejen. Den ro og idyl som burde kendetegne livet i en landsby var væk.

Så det er gået hen og er blevet en konflikt mellem de nyrige og de gamle familier. Er det tidens tand at de oprindelige beboere skal drives væk? Må livet ikke være anderledes ude på landet?

Jeg hørte at der var generalforsamling. IT-direktøren og skolelæreren havde hyret en advokat ind som sagde at når grundejerforeningen ikke længere har et formål når den vej som de skal vedligeholde ikke tilhører dem, så kan bestyrelsen som består af støtter af IT-direktøren og skolelæreren bare taget ud og spise dyrt indtil grundejerforeningen ikke har flere penge. Penge som alle på vejen har indbetalt – også støtter af de oprindelige beboere og ejeren af vejen.

Det er også demokrati. Når et flertal således tryner mindretallet og bruger deres penge.

Så det er ikke kun i København at konflikten mellem ny og gammel eksisterer. Det er også ude i provinsbyerne som Ringsted, Holbæk, Glumsø, Næstved og Vordingborg efterhånden som byboere på grund af ejendomsprisernes himmelflugt flytter ud af København og tager deres manglende forståelse for lokale traditioner med sig.

Valgkampen er latterlig

Ministre som har begået lovbrud imens de var minister er favoritetter i en valgkamp som handler om ægtefæller, ulovlige studielån og om hvorvidt at vi som mangler varme hænder skal sende folk til Rwanda og dem som kommer for at hjælpe os, skal have lov til at bære hovedbeklædning.

Hallo. Vi er 5 sekunder fra at være i krig!

Vi kan dårligt skaffe brød på bordet. Både Lester og undertegnede har måttet gå sultne i seng. Lester har slet ikke fået skrevet nogen noveller. Han tænker kun på hvordan vi skaffer næste måltid.

Ja. Jeg vil indrømme at vi har levet privilegeret. Vi er parat til at omstille os, men helt at undvære mad går ikke.

Hvorfor indfører man ikke lav moms på frugt og grønt? Det kan dårligt booste til inflationen på samme måde som at kaste en check i hånden på folk eller lade dem låne til varmeregningen, men det kan brødføde befolkningen på en sund måde imens krisen kradser. Vi kan kun spise os mætte en gang.

I et land hvor en stor del af befolkningen lider af overvægt, så er det noget som vi skulle gribe som den store chance for at lette vores ødelagte sundhedsvæsen for belastningen af folk der skal behandles for livsstilssygdomme.

Kom nu ind i kampen. Hvis vi alle spiser efter vores pengepung, så batter det betydeligt mere end at lave en symbolsk CO-afgift på landbrug og flytrafik.

Det er mange andre ting som skal få på plads før vi er klar til en konflikt med lande som ikke vil os det godt. Et er at vi er ramt af Ruslands krig mod Ukraine, men hvad vil ske hvis Kina gik efter Taiwan? Hvordan vil de obligatoriske sanktionspakker ikke ramme vores samfund?

Der skal rykkes nu og når jeg en dag skal lukke en hjemmehjælper ind, så må vedkommende godt være grøn og komme fra Mars, hvis personen blot taler mit sprog. Den tomme Københavner-Woke tone som valgkampen kører med gavner ingen!