Jeg har nu i over et år ikke rigtigt haft skrevet på bloggen. Årsagen er at jeg har været syg. Lester har været flink til at passe på. Det er bentøjet som har været svækket.

Faktisk var min første tur et besøg hos en af Lesters nevøer som bor i sydhavnen på Amagersiden syd for bryggen. Igen her er der et stykke København som man godt nok har ødelagt pænt. Selv den ikoniske Storno-bygning er ved at blive revet ned. Et monoment over Danmarks vej ind fra industri-samfundet til servicessamfundet. Storno er et dansk stykke historie, hvor man lagde kimen til mobil-telefoner – dagens smartphones.

Nu forsvinder den smukke bygning og et helt kvarter af døde huse hvor folk sover om natten, men hvor der ikke er liv om dagen erstatter det energiske kvarter at små virksomheder som skruede på biler og huggede andre op, samt lavede andre håndværksmæssige ting.

Kun Rema1000 og Thansen står som to helt fejlplacerede butikker tilbage i en ellers død bydel hvor folk er nød til at cykle eller køre langt for at handle.

Ja. København bliver mindre og mindre for os almindelige mennesker, som har haft almindelige jobs.

Vi bliver jaget ud af byen som efterlades til akademikerne der kan takke deres forældre for at de kunne gennemføre deres studier i en tid hvor statens uddannelsesstøtte beskæres og lånemulighederne fra Staten ligeså er strammet op så man skal afdrage SU-lån så hurtigt at en drøm om uddannelse bliver stress og personlig konkurs.

Der har aldrig været mere grund til at tænke på Danmark som de og os.

Der har aldrig i nyere tid været større skæl og Stauning vil vende sig i hans grav, når han ser hvad hans parti i dag ligger stemme til.

Verdenen er ikke længere sjov for os almindelige danskere. Jeg ser så småt frem til at min tid snart rinder ud.

Reklamer

Nu læser jeg om Holmegaardshuset i Fensmark ved Næstved. Her har man haft en form for samarbejde med psykologen Finn Westh. En psykolog som i forbindelse med sit arbejde i Helsingør området var kendt for at producere rapporter som alene understøttede de holdninger som socialrådgiverne ønskede.

Det er et alvorligt problem for når en psykolograpport ikke længere er en undersøgelse men derimod et part indlæg, så skal der også åbnes for at forældre og børn gratis skal kunne hyre deres ekspertvidner, så vi får et mere Amerikansk samfund hvor såkaldte eksperter alene udtaler sig på grundlag af økonomi og ikke fakta.

Men det var ikke sådan at man havde tænkt loven og systemet i Danmark. Det vil blive meget dyrt. Man havde tænkt at man kunne få undersøgt forældre og børn i et upartisk miljø og få en objektiv upartisk rapport.

Finn Westh er derfor med til at forplumre systemet. Ja, man kan hævde at han er med til at skade systemet.

For rigtig mange familier landet over betyder psykologernes konklusion rigtig meget. Det er ofte dem som samler udsagn i sagen. Et hospital kan bruge mange uger på at undersøge børn. De kan vende hver en sten hos et barn og komme med en præcis rapport. Mange gange ser man at disse rapporter uanset hvor grundige de er, bliver underkendt hos kommunen for her sidder en psykolog som nærmest skriver som om at vedkommende er provisionslønnet af kommunen.

Bliver man som familie først dømt til at betale for barnets behandling efter bekendtgørelse nummer 498 af 2011 og ankestyrelsens principafgørelse 158-12, er vejen lagt an imod ren armod. Børnene får ingen muligheder for en længere uddannelse og familien mister muligheden for at spare op til pensionen. Derfor betyder det utroligt meget når en psykolog som Finn Westh skriver rapporter, aviserne betegner som falsum.

Vi håber at myndighederne griber ind overfor psykologer som Finn Westh. Psykologforeningen burde ikke stå for kritik og undersøgelse. Her skal kollegaerne i branchen sætte en dom. For mange interesser er i spil. Det burde være et ministerium som rejser sagen ved domstolene så de brodne kar i branchen kan blive helt fjernet.

Kilder:

Jeg boede i mange år på Vesterbro. Min søster bor der stadig. Idag fik jeg så den triste besked at min S-togs station er blevet nedlagt. Heldigvis har Lester bil og kan køre mig, men jeg savner alligevel at kunne sidde stille og rolig imens at toget triller mig til staden.

Der er åbnet en ny station længere ned at sporet som erstatning for min nedlagte station. Nogle ville mene at jeg bare kunne bruge den, men det er en station for de rige og de smarte over fra den nye bydel som ikke rummer mennesker fra den trofaste arbejderklasse, jeg er et produkt af. De har ikke engang kaldt den “station Hof” som en godsbanegård, der lå på stedet indtil 1985 hed. Nej, den nye station skal hedde Carlsberg selvom jeg tvivler på at man kan opdrive dette produkt i området som fokuserer på de ny-rige, der over tid skal overtage hovedstaden så København ligesom London får et mennesketomt centrum hvor almindelige mennesker med almindelige indtægter eller på støtten ikke kan bo.

København er blevet som Frederiksberg. Min tante boede i mange år på en stille villavej til leje i nogle rækkehuse. Men magtfulde politikere på Rådhuset på Frederiksberg ville ikke have lejere, der kunne få adgang til egen have for små penge på Frederiksberg. Så husene på Einer-Jensens Vænge blev brutalt nedrevet, så store multi-nationale selskaber og velhavere kunne overtage det idylliske stille hjørne af Frederiksberg. Min tante flyttede i en beskyttet bolig hvor hun syngede hen i løbet af nogle måneder hvorefter vi måtte bære hende til graven.

Det samme vil ske med Vesterbro. Det er allerede langt fra det Vesterbro hvor jeg trådte mine unge år. Et kvarter som summede af liv hvor både studerende som var op vej op og ældre som var på vej ned i samfundet eksisterede side om side.

Danmark er blevet meget splittet de sidste år. Almindelige mennesker har mindre og mindre plads at være på, mens ny-rige udefra kommer ind og overtager vores hovedstad. Almindelige mennesker kan f.eks. ikke tage et arbejde i Ørestaden og betale 1.000 kroner for at parkere ved deres arbejdsplads. Hvad skal dem som passer supermarkederne og kører rundt som tømrer eller murer gøre?

Jeg husker da der stadig blev lavet øl på Carlsberg. Jeg husker det liv der var omkring området. Jeg bliver ærlig talt trist når jeg går rundt på Vesterbro og til dels Valby hvor mange af mine kammerater boede da jeg var i teenage-årene.

Men måske er det tidens tand. Om ikke så mange år, er jeg her ikke mere. Så er der ingen der kan huske da der blevet lavet øl i Valby og oppe i Hellerup, hvor man også har jaget almindelige mennesker væk fra Nordhavnsområdet. Jeg husker da man forsøgte sig med sejlads fra området til Landskrona. Det var tider. Jeg tænker tit på om man kunne komme til Landskrona igen. Det vil være noget med at tage færgen til Helsingør og toget derfra, hvis man kan det overhovedet for når jeg ser på bykortet ligger stationen i Landskrona langt væk fra centrum i forhold til i gamle dage.

Ak. Så mange muligheder forpasset.

En trist dag. Bare det hele så snart vil være slut. Jeg kender ikke mit land mere.

Idag tog jeg en cykeltur med min gammel skolekammerat som bor i Herlev imens jeg er i staden. Vi kørte ned i Herlev centrum og så på det nye center hvor en radiobutik har tyvstartet. Alt er så stort og mægtigt og som cyklist bliver det et mareridt at cykel forbi. Jeg talte 3 lyskryds på få hundrede meter, hvor cyklister skal vente. Ja, storkapitalen og de rige mennesker tæller i Herlev. Almindelige pendlere som skal fra Ballerup og Skovlunde på cykel til byen som min morbror gjorde da han arbejdede som trykker i Brønshøj (Han boede i Herlev) må vente imens at de unge, rige og smukke kan shoppe.

Da vi talte om det fortalte min gamle skolekammerat at der skal være supercykelsti på strækningen. Det bliver der ikke meget super over med den ene lyskurv efter den anden.

Det er trist at tænke på.

Jeg kørte med metroen den anden dag. Efter Flintholm passerer man det område som engang rummede Gasværket og nogle erhvervsejendomme. Familien fra Jylland parkerede indtil for få år siden på gaden da det var centralt. Snart skal man også betale for parkering i dette område og så er det slut for turister udenbys. Så er det kun stinkende rige udlændinge, der kan besøge København.

Rækkehuse på Einer-Jensens Vænge


Jeg kom også til at tænke på en gammel skolekammerat og min Tante som flyttede Til Frederiksberg og som boede i et hyggeligt rækkehus på Einer-Jensens Vænge. De huse blev ofret fordi beboerne ikke var stinkende rige og man ikke ønskede udlejningsejendomme til små indkomster som kunne leje dem.

Verdenen er blevet så hård og man skal idag enten komme med helt tomme lommer som flygtning vel vidende at man kommer til at lægge samfundet til last resten af livet eller være stinkende rig.

Det er trist at tænke på.